Kategorier
Artikler

Kære Statsminister, Åbn grænserne nu

Efter lang tid, hvor flyene har stået på jorden, og hvor mange har været hjemsendt med en nedgang i lønnen, kan vi nu se, at vores danske arbejdspladser forsvinder.

Langt de fleste, af os ansatte i danske flyselskaber, havde forventet, at en større åbning af grænserne snart kunne begynde.

Desværre kunne vi konstatere, at vores Statsminister Mette Frederiksen ikke delte den tanke. I stedet valgte hun, at holde langt de fleste grænser lukkede. Endda med store begrænsninger og i meget lang tid endnu.

Vi er enige i, at det var godt at stoppe op og “råbe vagt i gevær”, da smitten nåede Danmark. På den måde kunne vi begrænse smitten og smittede patienter kunne håndteres fornuftigt i vores sundhedssystem. Det gik heldigvis godt, takket være vores alles store samfundsind, og samfundet kunne langsomt begynde at åbne op.

På trods af den øgende genåbning, er smitten på kraftig retur i Danmark, og det er dejligt, at hverdagen vender tilbage for mange. Men hvad med dansk luftfart? Her er hverdagen langt fra vendt tilbage, og det berører rigtig mange af os i der arbejder i danske flyselskaber.

Er du som rejsende bekendt med, hvor mange danske virksomheder, og medarbejdere, som er beskæftiget inden for luftfart og rejsebranchen?

Rejser en dansk familie til eksempelvis Grækenland, betyder det, at de oftest bestiller en pakkerejse hos et dansk charterselskab. Herefter går de igennem en dansk lufthavn, hvor de bruger penge på mad, tax-free mv. Herefter sætter de sig ind i et dansk fly, som er vedligeholdt af danske mekanikere og bemandet med dansk personale. Inden da har medarbejdere, på et dansk kontrolcenter for flyselskabet, sørget for tilladelser, planlægning og lign. Efter dette spiser familien et måltid mad ombord, som er tilberedt lokalt i Danmark.

Sådan er det bare ikke nu, og gør vi ikke noget, er der ingen garanti for, at det bliver sådan fremover.

Hvis grænserne ikke åbnes yderligere, og måske ikke er fuldt åbne, før vi er inde i vintersæsonen, så vil danske selskaber gå konkurs. I bedste fald overlever nogle få, men tusindvis af danske arbejdsplader er tabt nu og for altid.

Vi kan være sikre på, at udenlandske selskaber vil bruge det som en mulighed for at komme ind på det danske marked. Desværre tilbyder de ikke samme gode danske arbejdes- og lønvilkår, og deler ikke danske selskabers ønske om en grønnere luftfart og rejsebranche.

Næste gang du skal ud af rejse, kan det derfor nemt være, at du ikke kan tale med personalet ombord, medmindre du taler rigtig godt engelsk eller østeuropæisk. Flyene, maden og personalet kommer fra et andet land end Danmark. Personalet ombord, arbejder under forhold som vi ikke accepterer i Danmark. De har dog ikke andre valg, fordi de forsørger deres familie i hjemlandet. Den familie, som de kun kan se få dage om måneden, da de tvinges til at holde fri, når de er overnatter på hoteller i udlandet.

Er det prisen værd? Det mener vi ikke !

Lad os stå sammen, og få åbnet grænserne til lande, der har lige så godt styr på corona, som vi har i Danmark. Vi skal åbne med fornuft for potentiel smittespredning, men også med tanke for den danske arbejdspladser.

Lad os få turismen tilbage til Danmark. Lad os få danskerne på ferie i udlandet. Lad os have respekt for corona, men lad os også tage ansvar for bevaring af danske arbejdspladser. Det ene udelukker ikke det andet.

Vi er ansatte i danske flyselskaber, og vi er stolte af hinanden. Men om lidt er vi der måske ikke mere, med mindre der handles nu.

1 kommentar til “Kære Statsminister, Åbn grænserne nu”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *