Kategorier
Artikler

Manglende grænseåbninger dræber dansk luftfart og koster flere tusinde jobs

Man kan undre sig over, hvad der ligger bag regeringens meget begrænsede og forsigtige grænseåbninger? Er det sundhedsmæssige overvejelser om potentiel smittefare, eller er det et halvhjertet forsøg på et “quick-fix” af dansk turisme, eller noget helt tredje? Logikken synes at mangle for mange, og bestemt også for de mange tusinde ansatte i den danske luftfart.

Hvor var Søren Brostrøm og Kåre Mølbak?

Fredag eftermiddag kl. 14 satte mange danskere sig til rette for at følge Statsministerens pressemøde. De fleste danskere havde en forventning om, at de nu kunne se frem til positivt nyt omkring årets sommerferie, men de fik sig en slem skuffelse. Mange sad tilbage med en underlig følelse af, at det var Statsministeren mavefornemmelse, som tvang danskerne hjemme, mere end det var faktuelle tal fra sundhedsmyndighederne. 

Flere danske sundhedseksperter siger, at det ikke vil være at gamble med smitten, hvis man åbnede yderligere op til nøje udvalgte lande. Eksempelvis udtaler Troels Scheel, lektor i mikrobiologi ved Københavns Universitet til TV2, ”at det ud fra et sundhedsfagligt perspektiv ikke vil være uforsvarligt at åbne grænserne til lande, der har samme eller lavere antal smittede per indbygger sammenlignet med Danmark.

Feriedestinationer har lavere corona-smitte end Danmark 

Kigger man på mange af danskerne foretrukne sommerferie-destinationer; Mallorca, Grækenland, Cypern og Kroatien, ses et lavere antal smittede per indbygger, end man ser i Danmark. Dykker man ned i tallene fra Grækenland og Island, kan man se, at der er mere end 18 gange så mange smittede per million indbygger i Island som i Grækenland.

Ud fra tallene, og hvordan flere eksperter udtaler sig, kan vi ikke se meningen med at åbne til Island men ikke til Grækenland, Mallorca, Cypern eller Kroatien. Derfor tolker vi, at regeringens politik ikke baseres på de sundhedsfaglige overvejelser.

Dansk luftfart har brug for handlingen nu

Fra d. 15. juni kan danskerne igen, næsten frit, rejse til Norge, Island og Tyskland. Der er dog stadig restriktioner i forhold til at besøge større byer på over 750.000 indbyggere. Det er en god start på en grænseåbning, og måske også det rigtige sted at starte. Man kan langsomt følge udviklingen i forhold til smittede personer både her i landet og i de pågældende lande.

Vi undrer os dog over, at der skal gå yderligere to en halv måned, før der igen foretages yderligere grænseåbninger. Burde det ikke ske løbende? Måske med et par ugers mellemrum? Vi kan ikke rigtig se et godt argument for, at der skal gå så lang tid, når så mange danske arbejdspladser afhænger af åbne grænser.

Vi opfordrer regeringen til, at tænke på, hvad der giver mening i forhold til sundhed og potentiel smittefare, frem for at udelukkende at lave et ”quickfix” for dansk turisme. Vi mener at regeringen skal gentænke grænseåbningerne, så det ikke resulterer i et blodbad for dansk luftfart og den danske rejsebranche

1 kommentar til “Manglende grænseåbninger dræber dansk luftfart og koster flere tusinde jobs”

Istedet for at åbne grænserne for ikke at gå konkurs, og dermed risikere ‘svenske tilstande’ (undskyld Sverige, det var ikke personligt) med masser af døde, kunne man jo bevare arbejdspladserne ved at kompensere lønnen til de som ikke kan/må gå på arbejde indtil det igen er sikkert.
Eller er det helt skrupforkert opfattet?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *