Kategorier
Artikler

Regeringen skal hjælpe nu. Ellers vil pengene være spildte

Med mindre regeringen lytter til flyselskabernes nødråb, så kan de milliarder, der allerede er givet til luftfarten være spildte, og dermed har de ansatte, virksomhederne og Danmark alle tabt. De hjælpepakker regeringen har tilbudt flyselskaberne, har med undtagelse af en lånegaranti til SAS, været hjælpepakker rettet mod det gængse arbejdsmarked. Hvis ikke regeringen træder til med specielt tilpassede hjælpepakker til luftfart, så forudser vi flere selskaber vil gå konkurs. De selskaber der måtte overleve, vil være tynget af uoverskuelig gæld og masseopsigelser. Vi frygter at det vil føre til forringede løn- og arbejdsvilkår samt varigt tab af arbejdspladser.

Flyselskaberne taber penge i et omfang, der nærmest er ufatteligt. Minimale, eller ingen, indtægter er virkeligheden for samtlige danske flyselskaber. Samtidig kæmper flyselskaberne for at kunne betale de regninger, som stadig kommer ind. Selvom flyene står på jorden er udgifterne stort set de samme som normalt. Der skal stadig betales af på lån, eller af leasing for flyene. Den daglig vedligeholdelse af flyene er der fortsat, og der er store udgifter til opbevaring af flyene. I det netop offentliggjorte kvartalsregnskab, fortalte SAS således at de har tabt enorme 2,7 milliarder kroner i månederne februar-april.

Ikke nok med, at næsten alle flyene står på jorden, så kan flyselskaberne tilmed se frem til en langsom opstart, hvor der fortsat vil være store tab til følge. I det første lange stykke tid, vil der ikke være så mange passagerer ombord, samtidig med at udgifterne er tilbage på samme niveau som de var før corona-krisen. En hård udfasning af hjælpepakkerne vil derfor være katastrofale og ødelæggende for flyselskaberne og deres mange tusinde medarbejdere. En af måderne at hjælpe flyselskaberne på, kunne derfor være hjælpepakker der er tilpasset luftfart samt rejsebranchen, og som gradvist bliver nedjusteret i takt med at passagerne vender tilbage. Det mener vi vil bevare mange danske arbejdspladser i luftfarten, som er helt uden skyld i den nuværende situation.

Nogle vil mene, at det er en risiko flyselskaberne selv bør håndtere. Andre vil mene, at regeringen holder flyselskaberne fanget i et politisk spil som virker dybt bekymrende. Hvis ikke regeringen træder til frygter vi flere konkurser i branchen, og penge som allerede er givet i form af hjælpepakker, er tabt for altid, og tusinder af danske arbejdspladser forsvinder.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *